Billeder

http://aatv.3d-kom.dk/#4.3

 

Årets Transportvirksomhed 2009

Første kandidat til Årets Transportvirksomhed 2009 fundet

I konkurrencen om at blive Årets Transportvirksomhed er der nomineret en kandidat i region Sjælland. Det blev transportvirksomheden Kalundborg Kran og Container, der løb med æren.

Med titlen er Kalundborg Kran og Container klar til finalen om at blive Årets Transportvirksomhed i Danmark, der kåres den 23. maj i København på Dansk Transport & Logistiks (DTL) generalforsamling. Her dyster virksomheden med de øvrige 4 regionsvindere om den prestigefyldte titel. Arrangørerne bag Årets Transportvirksomhed 2009 er DTL i samarbejde med Michelin, Codan og Scania.

 

Der findes ingen dumme spørgsmål

Der findes ingen dumme spørgsmål, kun dumme, der ikke spørger. Sådan lyder en sproglig vending og den efterleves hos Kalundborg Kran og Container. Og talemåden er tillige en del af virksomhedens strategi for udvikling af virksomheden.

 

I den noget antikvariske børnebog ”Spørge Jørgen” får Jørgen smæk og bliver lagt i seng, fordi han stiller for mange spørgsmål. Det er der ingen fare for hos Kalundborg Kran og Container.

 

Alle i virksomheden er velkommen til at stille spørgsmål, og de ledende medarbejdere på kørselskontoret ”brainstormer” jævnligt. De har sat spørgelysten i system. Målet er at udvikle virksomheden, skabe nye forretningsområder og opfylde kundernes ønsker og behov.

 

- Selvfølgelig bliver nogle spørgsmål ”skudt ned”, fordi de ikke lader sig realisere. Andre bringer os videre og hjælper os med at udvikle virksomheden. Og andre igen skal man lige ”sove på”, men så kan det også være, at vi med et ser svaret helt klart. Udfordrerne spørgsmål stimulerer vores kreativitet, fortæller Yvonne Randskov(46) fra Kalundborg Kran og Container.

 

Hun er sammen med søsteren Charlotte Thomsen(44) og svigersønnen Carsten 3.-generation i virksomheden, der hovedsagelig udfører opgaver inden for affaldshåndtering og kranopgaver. Men virksomheden har også bygget et nyt stort moderne værksted, hvor man både kan servicere egne lastbiler og andre kunders køretøjer.

 

 

Et innovationsprojekt sammen med Teknologisk Institut har givet Kalundborg Kran og Container større viden om hvordan ideer føres ud i livet, markedsføres og bliver synlige for

kunderne. Der er tillige blevet tid til at erhverve sig hele 3 certifikater inden for kort tid i ledelse, kvalitet og miljø.

 

Kalundborg Kran og Container er med søskende parret blevet mere udadvendt og synlig i forhold til lokalområdet og kunderne. Sammen med certifikaterne kan det åbne døre, og der er forhold man ikke behøver at bruge tid på og overbevise kunderne om.

 

Transporterhvervet er mandsdomineret, men søstrene er vant til at agere i branchen, som de har været en del af siden de var små. De har oplevet meget stor imødekommenhed og fairness. Og ofte møder de kvindelige beslutningstagere blandt de kunder man servicerer og udfører opgaver for, så kvinderne er på vej. 

 

Dygtige og engagerede medarbejdere er virksomhedens største aktiv, og de tages med på råd ved fastlagte møder.

 

- Vi er åbne over for alt, og vi tilstræber at være omstillingsparate og fleksible, når vi ser interessante nye forretningsområder, slutter Yvonne Randskov.

 

 

Den 4. marts 2009.

 

Yderligere oplysninger:

Projektleder Niels Erik Nielsen tlf. 5149 0022

 

Billeder:

Billeder fra aftenens overrækkelser kan downloades fra: http://aatv.3d-kom.dk/#4.3

 

 

Boks.

Kalundborg Kran & Container

Etableret: 1943

Antal medarbejdere: 16

Opgaver: affaldshåndtering og kranopgaver

Antal lastbiler: 16